Skilsmissehund

Læs denne artikel af Lise Lotte Christensen DKK, og bliv klogere på, hvordan hunden opfatter en skilsmisse:

Skilsmissehund
Af Lise Lotte Christensen

Spørgsmål:
Vi er et ungt par, som for godt et år siden anskaffede os en dejlig hund. Nu skal vi desværre gå fra hinanden. Vi vil begge gerne beholde hunden, da den næsten har været som et barn for os. Kan man deles om at have en hund? Vi forestiller os, at vi skal have den ca. 14 dage hver ad gangen. Hvordan vil I anbefale, at vi griber det an?

Svar:
Det er forståeligt, at I begge er blevet glade for hunden, men her stopper forståelsen også. Hvis I virkelig holder af hunden og vil hundens bedste, så må I tilsidesætte egne følelser og træffe en afgørelse om, hvem af jer der skal have hunden – permanent.
Tanken om en “dele hund” lyder måske tiltalende, fordi I har tildelt hunden rollen som jeres “barn”, men faktum er, at den ikke er et barn, men rettelig en hund. Vi mennesker gør os tanker om fortiden, nutiden og fremtiden, vi ræsonnerer og reflekterer. Vi har, af omfattende sociale årsager, brug for at have kontakt til både mor og far, hvis det er muligt.
Stabilitet og regelmæssighed
En hunds liv og “familiebillede” er noget anderledes. Kort fortalt lever hunden i nuet, og den har brug for, at dens flok (familien) er relativ stabil i dens sammensætning. Hunden har brug for en nogenlunde regelmæssig tilværelse omgivet af de samme primære “flokmedlemmer”. Den har brug for at være omgivet af en stabil flokleder, som håndterer hunden ensartet og som også er konsekvent i sine forventninger til hundens adfærd. Disse forhold er vigtige for at give hunden den nødvendige tryghed. I en dele-situation, som den I beskriver, vil disse behov ikke blive opfyldt.
Problemer med dele-ordninger
Der er selvfølgelig ex-par, der forsøger at få en dele-ordning til at fungere, men vi kender ingen succeshistorier, hvad hunden angår. Til gengæld kender vi flere eksempler på hunde der, som følge af dele-ordninger, har fået separationsangst med dertil hørende alene-hjemme problemer!
Derfor kære hundevenner, tænk først på hundens velfærd og dernæst på jer selv. Træf en afgørelse om, hvem der skal have hunden, og lad den så blive dér. Hvis I fortsætter med at være gode venner, kan I selvfølgelig aftale at besøge hinanden – og hunden. I kan også hjælpe hinanden med pasning af hunden i forbindelse med ferie og lign. Og det kan være til stor glæde for både hunden og jer selv!