DNA-tests tilgængelige for Coton de Tulear (autosomal recessiv arvegang )
Ud over de af DKK anbefalede fysiske tests (PL og PRA) er det muligt at lade Coton de Tulear DNA-teste for yderligere 6 sygdomme, som er set i racen. Det er ikke sygdomme, som forekommer i særligt stort tal. Hvis det havde været tilfældet, ville der have være anbefalinger eller avlsrestriktioner forbundet med dem.
Der er derfor vigtigt at fremhæve, at avlshunde ikke DNA-testes for at udelukke dem fra avl, men for at tage yderligere forholdsregler og minimere risikoen for at fremavle sygdomsramte hvalpe. Det er et rigtig godt værktøj for opdrættere til at gå et skridt videre i udvisning af rettidigt omhu i avlsarbejdet.
Alle hunde (og mennesker for den sags skyld) er bærere af et eller andet. Det er ikke alt vi kan DNA-teste for endnu, og det er vigtigt for avlsarbejdet, at ellers fortrinlige gener ikke udelukkes fra avl, fordi hunden er bærer af et sygdomsgen.
Et testresultat opdeler hundene i 3 kategorier:
AFFECTED – CARRIER – CLEAR
Se skema om arvelighed i denne fil:
Affected: syge hunde, som vil udvikle sygdommen. Disse hunde bør ikke bruges i avl.
Carrier: Anlægsbærere er raske hunde, som ikke vil udvikle sygdommen, men kan videregive det syge gen til sit afkom. Bør kun parres med clear for at undgå syge hvalpe.
Clear: Raske hunde, som aldrig vil hverken udvikle eller videregive sygdommen. Intet afkom vil udvikle sygdommen. Må parres med clear eller anlægsbærer.
- Von Willebrands Disease type 1 (vWD1)
Von Willebrands Disease er en blødersygdom, som vanskeliggør sårheling. Den type af vWd, som kan forekomme hos Coton de Tulear, er den mindst alvorlige type 1. Sygdommen er nedarvet autosomal dominant med nedsat penetrans, hvilket betyder, at en carrier kan udvikle sygdommen.
- Banderas syndrome/Neonatal Cerebelær Ataksi (BNAt eller NCA)
Bandera Neonatal Ataksi (også kaldet Bandera syndrom) er en arvelig sygdom, som kun findes i Coton de Tulear. Sygdommen viser sig, når hvalpene er få uger gamle. De mangler evnen til at koordinere deres bevægelser, og aflivning er desværre uundgåelig. Sygdommen skyldes en genmutation. Der er ikke set voksne Coton’er ramt med Bandera s Neonatal ataksi.
3. Primær hyperoxaluri (PH1)
PH1 er en sjælden autosomal recessiv stofskiftesygdom. Sygdommen skyldes mangel på det enzym, som kræves for at nedbryde calcium oxalat krystaller fra hundens urin. Sygdommen fører til nyresvigt hos hvalpene, der sjældent overlever mere end et par måneder.
- Hyperuricosuri (HU) – ikke relevant efter 2018
Arveligt hyperurikosuri bevirker, at hunden producerer urin med forhøjet niveau af urinsyre, som kan risikere at føre til blæresten og i enkelte tilfælde nyresten. Det er en smertefuld sygdom, som man kan operere for, men stenene kommer ofte igen. Hunden skal derfor medicineres resten af livet.
- Degenerative myelopati (DM)
Degenerative myelopati (DM) er en progressiv sygdom i rygmarven hos ældre hunde. Sygdommen ses typisk mellem 8 og 14 år. Det begynder med en manglende koordinering (ataksi) i bagbenene. Hunden vil få svært ved at koordinere sine bevægelser, den vil begynde at halte og trække på benene. Sygdommen forværres gradvis, indtil hunden bliver ude af stand til at gå. Sygdommen er ikke forbundet med smerte men livskvaliteten forringes i takt med, at sygdommen skrider frem.
- Canine multifokal retinopati type 2 (CMR2)
En arvelig øjensygdom (nethindeløsning). Det er en retinal lidelse, forårsaget af en genmutation, og den opstår oftest før 4 mdr. alderen hos hvalpe. I de mindre alvorlige tilfælde, er hunden ikke påvirket af synsproblemer trods abnormt udseende af nethinden. I de mest alvorlige tilfælde kan læsionerne føre til blindhed. Den vises ved begyndende natteblindhed og ved at øjet ændrer udseende.
- prcd-PRA
Prcd PRA er blot én variant af flere PRA-øjensygdomme, som vi gerne vil være foruden. Det er imidlertid en speciel grusom variant, da den medfører hurtig nedbrydning af øjets celler i nethinden med efterfølgende total blindhed til følge. Det behøver ikke være til større gene for en hund at miste synet, hvis det sker gradvist over flere år, da en hund instinktivt forstår at kompensere for det manglende syn, men når det sker så hurtigt, som det er tilfældet med prcd PRA, kan det blive fatal for hundens psyke og dermed dens trivsel. Desværre kan en øjenlysning ikke identificere bærere, men kun affektede hunde, så derfor er den nu tilgængelige DNA-test for mig at se, et ”must” for alle de opdrættere, som allerede har taget de øvrige DNA-tests til sig.