Coton de Tulear er en sund race
Coton de Tulear er en meget sund og rask hunderace, men der findes en række sygdomme, som det kan være fornuftigt at teste for, hvis hunden skal anvendes som avlshund. Hvis en Coton de Tulear benyttes i avl, gælder følgende restriktioner og anbefalinger udstukket af DKK og Klubben for små selskabshunde.
Avlsrestriktion:
Det
skal på behørig vis dokumenteres, at faderen til et hvalpekuld har normale testikler
på normal plads.
Der henvises herudover til DKK’s stambogsføringsregler.
Avlsanbefalinger:
For at få påtegningen ”Denne hund er avlet efter Klubben for Små Selskabshunde’s og DKK’s avlsanbefalinger” på stambogen skal følgende være opfyldt:
- Begge forældredyr skal før parring være præmieret på en FCI/DKK anerkendt udstilling med mindst Very Good eller være eksteriørgodkendt på et eksteriørarrangement.
- Begge forældredyr skal før parring være undersøgt for Patella Luksation (PL) og have en status 0 eller 1 registreret i DKK. PL status 1 må kun parres med PL status 0. Undersøgelsen kan tidligst foretages, når hunden er 12 måneder gammel og skal kun foretages én gang.
- Begge forældredyr skal før parring være øjenundersøgt af et medlem af Den Danske Dyrlægeforenings øjenpanel eller anden af DKK godkendt øjendyrlæge og fundet fri for tegn på PRA. Første undersøgelse skal være foretaget inden første parring, dog tidligst når hunden er 12 måneder gammel. En øjenattest må ikke være mere end 12 måneder gammel på parringstidspunktet, og skal derfor gentages jævnligt.
Patella Luksation (PL):
Patella hentyder til hundens knæskal, og hvis patella er lukseret, betyder det, at knæskallen smutter ud af den fure på forsiden af lårbenet, hvor den under normale forhold bevæger sig frem og tilbage. Man taler om forskellige grader af PL, hvor grad 3 giver avlsforbud.
Progressive Retinal Atrofi (PRA):
PRA findes i flere varianter og er en arvelig betinget sygdom i nethinden. Sygdommen viser sig typisk, når hunden er omkring 6 år ved tiltagende natblindhed, der senere kan udvikle sig til total blindhed. Der findes endnu ingen DNA-test for sygdommen (prcdPRA undtaget – her er kommet en DNA-test i 2018), og det er derfor påkrævet, at hunde i avl øjenlyses hvert år for tegn på sygdommen.