Om vores opdræt

Min højeste prioritet ved hvalpeopdræt er at kunne levere stærke og sunde hvalpe, som ligger i toppen i forhold til racestandarden for Coton De Tulear, herunder ikke mindst et godt sind og et skønt temperament. Jeg forventer kun at opdrætte 1 kuld pr. år. Til gengæld lægger jeg stor vægt på at udvælge den helt rigtige avlshan til min tæve.

Jeg er DKK uddannet opdrætter, og alle hvalpe er opdrættet efter DKK’s  og Klubben for små selskabs-hundes avlsanbefalinger. Jeg har  rent ”stueopdræt”, hvor de små hvalpe er en fuld integreret del af hjemmet de første 8 uger. Tæven i avl har eget værelse, hvor hun føder sine hvalpe, og hvor både hun og hvalpene får ro de første par uger.  Døren står dog altid åben, så hvalpene vænnes til de forskellige lyde, der er i ethvert hjem, f.eks. støvsuger, opvaskemaskine, tørretumbler dørklokken og så videre. De vil også blive vænnet til at køre i bil, lære fremmede personer at kende, både voksne og børn og også have hilst på andre hunde. De kommer på besøg i andre hjem, og når vejret er til det, vil de i 5-6 ugers alderen komme i haven hver dag, og få græs og andet sjovt mellem tæerne. Der trænes også renlighed, og de vil blive vænnet til små gåture i sele. Derudover vil alle hvalpe blive præsenteret for “Tidlig neurologisk stimulation”.

De mangeartede oplevelser er med til at socialisere hvalpene og dermed lette overgangen til et nyt hjem.

Det er et stort og skønt arbejde at opdrætte hvalpe, og i de første 8 uger er fornøjelsen helt på min side. I den periode gør jeg en ihærdig indsats for at forberede dem til ”verden udenfor”. Min største forpligtigelse derudover er – at finde det helt rigtige hjem til hver enkelt hvalp.

Når der er foretaget en vellykket parring, kan hvalpekøbere blive skrevet på min venteliste fra den dag, hvor tæven bliver scannet (ca. 3 uger efter parring) – jeg overbooker ikke ventelisten. Det er vigtigt for mig, at finde de helt rigtige familier med tid og overskud til at byde en lille hvalp velkommen som nyt medlem af familien. Jeg beder derfor om, at man ikke lader sig skrive op, med mindre hele familien er afklaret med, at man ønsker en hvalp fra mit netop mit opdræt.

På landsplan svinger prisen på en Cotonhvalp af kvalitets-opdræt fra ca. kr. 16.000,- til  ca. kr. 22.000. Prisen kan også i enkelte tilfælde være væsentlig højere, men den afspejler altid  de anvendte avlsdyr og den garanti, der følger med hvalpen. DKK stambogsførte hvalpe sælges altid på en DKK Købsaftale, hvilket betyder, at der i.h.t. købeloven ydes 2 års reklamationsret.

Cotoner er blevet mode-hunde, hvilket desværre har været årsag til, at markedet er influeret af mindre seriøse sælgere, der falbyder hvalpe af ofte tvivlsom herkomst til mellem kr. 7.000 og kr. 14.000, så man skal se sig godt for. Under Coronapandemien, hvor ønsket om hvalpe er eksploderet ses priser på op til 25-30.000 for hvalpe af tvivlsom herkomst.

Hvor galt det kan gå, og hvordan man sikrer sig bedst muligt, kan læses på disse links fra Politiken:

Sådan sikrer du dig en ordentlig modehund

Hvorfor købe en DKK stambogsført hund? – det kan du læse her:

Hvorfor vælge en DKK-hund

Som hvalpekøber vil man blive bedt om at aflægge et uformelt besøg, hvor vi ser hinanden an og får afstemt vore forventninger. Som sælger forbeholder jeg mig ret til at afvise en handel, hvis jeg ikke har den helt rigtige ”mavefornemmelse”.

Ved besøget kan vi også aftale hvornår hvalpen skal flytte til sit nye hjem. Det kan tidligst ske, når hvalpen er 8 uger, men i nogle tilfælde vil det være en fordel at vente yderligere et par uger af grunde, som f.eks. planlagt ferie eller andet.

Fra hvalpen er 3 uger må den gerne få besøg af sin nye familie en gang ugentligt og hjemmesiden vil blive opdateret jævnligt med nye fotos, så der er mulighed for at følge den hurtige udvikling fra nyfødt hvalp til uimodståelig ”uldtot”

Ved afhentning er der sørget for:

  • Chipmærkning
  • DKK stambog
  • Registrering i Dansk Hunderegister
  • Sundhedsbog fra vores dyrlæge
  • Vaccination og ormekur
  • Hvalpefoder til den første tid
  • Et stykke legetøj, og et lille tæppe, der dufter af mor
  • En liste over de pelsplejeprodukter jeg vil anbefale
  • En lille mappe med mange gode råd

Hvis der ved hjemkomsten med hvalpen eller senere opstår problemer, er hvalpekøber meget velkommen til at kontakte mig og spørge om råd – det gælder også med hensyn til pelspleje, som kan blive en udfordring for enhver.

Venlig hilsen

Bente Michaelsen

Kennel COTON MALGACHES

Print