Pelspleje af en Coton de Tuléar er en stor udfordring for de fleste. Den lange pels er kendetegnende for racen og er med til netop at definere racens særpræg. Alligevel er langt de fleste Cotoner klippede, og det er der en grund til. Mange nye coton ejere har de allerbedste intentioner, når de står med en lille hvalp – de lytter til alle opdrætterens gode anvisninger – for hvor svært kan det være? – det opdager de først, når hvalpen går i pelsskifte fra hvalpepels til voksenpels. Det gik også galt for mig, og det kan du bl.a. læse om i nedenstående faner, hvor jeg – og min første Coton Juno – forsøger at give nogle gode råd, så du ikke nødvendigvis skal igennem de samme frustrationer som os.