Varm asfalt og hundepoter

Varm asfalt og hundepoter

Kilde: Moon Vally Canine Training Center

Dette trick afslører om asfalten er for varm for din hund

Tænker du nogensinde på om asfalten er for varm for din hunds poter? Med dette trick kan du teste, om gåturen på asfalten er en god ide.

asfaldt1

Foto: istockphoto & Moon Vally Canine Training

5 sekunders­reglen

Din hund elsker at løbe rundt udenfor i den varme sommertid, men det er vigtigt at huske på, at din hunds poter er følsomme overfor den varme asfalt.

Men hvordan kan du vide, om asfalten er FOR varm til din hund? Svaret er ganske simpelt: du skal blot sætte hånden på den varme asfalt  –  ­ er den for varm til at du kan holde din hånd på den i 5 sekunder, er den sandsynligvis også for varm til din hunds poter.

asfaldt2

Kilde: Moon Vally Canine Training Center

17 juli 2015

Redaktionen

This entry was posted on 1. januar 2017, in Vejrforhold.

Derfor lægger din hund hovedet på skrå

Hundeejere har haft ret hele tiden – hunde lægger deres hoveder på skrå, fordi de vil vise engagement og kærlighed.

Hunden appellerer til vores inderste følelser

Der findes mange teorier om hundes adfærd, og selvom der er videnskabeligt belæg for de fleste, er der én årsag til, at man aldrig kan være helt sikker: Hunde kan ikke tale – de kan ikke modsige eller bekræfte alle vores ideer om deres følelser.

Der er dog flere eksempler på hundes kropssprog, som er klarlagt gennem grundige undersøgelser.

For eksempel hundens attitude, når den lægger hovedet på skrå. Det ser uendeligt nuttet ud, og hvis den samtidig spærrer sine store, sorte øjne op, er vi fortabte.

Hunden appellerer til vores inderste følelsesregister, når dens hoved ser sådan ud. Herefter kan den komme afsted med meget.

Hovedet på skrå viser, at hunden lytter intensivt til dig

Hundens følelser er lige præcis, som vi forestiller os om den type kropssprog: Den er ekstra opmærksom på dig og vil gerne vise dig empati.

Samme instinktive tegn på indlevelse viser sig hos mennesker. Vi gør ubevidst noget tilsvarende med hovedet, når vi hører et andet menneske fortælle noget følelsesladet. Det er for at tilkendegive forståelse og sympati.

Din hund lægger altså hovedet på skrå for at vise dig, at den holder af dig og gerne vil forsøge at forstå dine motiver.

Nogle forskere mener også, at hundens skråstillede hoved afslører, at den vil lytte ekstra intensivt.

Kilde: Good Housekeeping.

Det svære farvel

Når tiden er kommet til at sige farvel til sin hund, så melder der sig mange spørgsmål. Bliv klogere på hele aflivnings processen her.

Denne artikel skal ikke læses af sarte sjæle. Den er ikke skrevet for at støde nogen, men udelukkende for at oplyse om de praktiske ting, man skal være opmærksom på i forbindelse med aflivning.

Vi ved det jo godt. Vores bedste ven hunden, bliver ikke lige så gammel som vi gør. Alligevel kommer det altid som en ubehagelig overraskelse når tiden er inde.

Hjemme eller på klinikken
Når hunden er ved at være så gammel og dårlig at det ikke går mere, så bestiller langt de fleste tid ved dyrlægen til en aflivning. Dyrlæger siger at man skal få aflivet sin hund for at spare den for de sidste smerter, og man skal ikke holde den i live bare fordi at man ikke selv vil miste.

De fleste steder kan man selv bestemme om det skal ske på klinikken, eller hjemme ved en selv.
Man kan også selv bestemme om man vil tage afsked med hunden inden selve aflivningen, eller om man vil være der sammen med hunden når det sker. Dyrlæger over hele landet respekterer din beslutning uanset hvad, for det er naturligvis en meget sørgeligt ting at sige farvel, og ikke alle magter at stå ved siden af hunden når den ånder ud.
Hvis du vælger at få det gjort i dit eget hjem, så tager dyrlægen hunden med når han går. Hvis du ønsker at begrave din hund skal der så aftales nærmere om hvordan du får hunden udleveret.

Selve aflivningen
Det tager ikke lang tid at gennemføre aflivningen, og det sker på den bedst mulige måde for hunden.

I langt de fleste tilfælde starter det med at hunden får en beroligende sprøjte. Sprøjten er kraftig nok til at hunden nærmest kommer i en bedøvende tilstand, og ikke ænser meget omkring sig. Sprøjten gives i lårmusklen eller i nakkemusklen, og hunden kan ikke mærke den.

Kort efter gives den endelige sprøjte. Det er den som afliver hunden. Sprøjten gives altid direkte i en blodåre, eksempelvis i den synlige åre i forbenet. Sprøjten er så kraftig at den omgående lammer hjertet. Hunden mærker det ikke, og sover øjeblikkeligt ind. Dyrlægen undersøger bagefter hunden med stetoskop for at sikre sig at hunden er aflivet.

Efter aflivningen
Når din hund bliver aflivet, så skal du beslutte dig for hvad der skal ske med den. Nogle vælger at dyrlægen skal tage sig af det, andre vælger at hunden skal begraves eller brændes. Hvis du vælger at få din hund begravet, eller at få den brændt og udleveret den i en urne, så er der nogle regler du skal tage hensyn til.

I nogle kommuner er det tilladt at begrave sin hund i sin egen baghave, men det må kun ske hvis haven ikke ligger oven på en vandåre. Du skal også sørge for at hunden bliver lagt mindst 1,3 meter ned i jorden. Hvis du får hunden hjem i en urne skal den mindst 1 meter ned i jorden. Det er fordi at andre dyr der kommer forbi ikke skal have mulighed for at lugte gravstedet, og grave din hund op.
Du kan også vælge at få hunden kremeret, eller du kan vælge at få den begravet på en kæledyrs kirkegård. Det er helt op til dig. Mange vælger at det er dyreægen der skal bortskaffe hunden.

Når tiden er ved at være inde, når du skal sige farvel til din hund, så kontakt din dyrlæge i god tid. Så kan i sammen tale om hvordan det skal foregå, så du og din hund kan være helt trykke ved det.

Fakta.
I Danmark bliver der aflivet mere end 50.000 hunde om året. De 16.000 af dem er raske hunde, som bliver aflivet på grund af adfærdsvanskeligheder eller på grund af aggressivitet.

6 ting, du gør – som hunde ikke fatter

  1. Du bruger for mange ord

Selvom nogle hunde kan lære flere nøgleord, så som ‘gå’, ‘mad’ og ‘godbid’, forstår de ikke menneskesprog, og det glemmer vi alt for ofte. Vi har en tendens til at sludre løs, også til vores kæledyr, og de fatter altså ikke en klap. 

Til gengæld er hunde eksperter i at læse kropssprog, og de ‘fortolker’ dig gennem den måde, du gestikulerer på. Som et sjovt eksperiment kan du prøve at tilbringe en dag med din hund uden at sige et ord. Dét kan være lærerigt – og måske også behageligt at forsøge med nogle mennesker for øvrigt.

  • Du giver din hund et kram

Hunde har ikke arme, og de opfatter et knus som en form for overgreb, der viser dominans i forhold til dem. Hvis du ser en hund placere en pote på en anden hunds ryg, vil du se det som en kærlig gestus. Det er ikke nødvendigvis aggressivt, men det er for at hæve sig i hierarkiet.

Så med andre ord – lad være med at kramme din hund, den ser det som en irettesættelse.

  • Du går hen til en fremmed hund og ser den i øjnene

Tænk over, hvad du selv føler, når en person, du ikke kender, pludselig ser dig direkte i øjnene uden at blinke – det er grænseoverskridende, og du vil uvilkårligt forsøge at komme væk fra situationen.

Sådan har hunde det også.

De kan ikke lide, at fremmede individer kigger dem i øjnene, og de opfatter ikke, at man smiler venligt samtidig. Faktisk kan de se det som en aggression, og det er jo aldrig meningen.

  • Du ændrer rutiner og regler

Hunde elsker regler, og selvom du måske som menneske synes, det er kedeligt altid at holde sig til de samme rutiner, har hunden det ikke på samme måde.

Den kan fx ikke forstå, hvorfor den godt må hoppe op af dig, når du har joggingdragt på, men pludselig ikke, når du har taget jakkesættet på før en fest.

Med andre ord – lær den aldrig at hoppe op – eller lad være med at skælde den ud, hvis den kommer glad ræsende, når du er i festtøjet.

  • Du respekterer ikke hundens antipatier

En hund kan – ligesom mennesker – foretrække nogle væsener frem for andre, og det skal vi respektere. Det er ikke en god idé at tvinge dem ind i sociale sammenhænge, som de tidligere har vist nervøsitet overfor. Fx en hundelegeplads eller et menneske, de simpelt hen ikke kan lide.

  • Du går ture med hunden uden udfordringer

Vi mennesker opfatter verden med øjnene, mens hunde tager det hele ind via lugtesansen, og hvis vi ikke vil give dem mulighed for at lugte nye ting og udforske omgivelserne med deres sanser, bliver de frustrerede.

Det nytter ikke noget, at du sigter mod de fantastiske solnedgange på jeres daglige ture. Hunden er ligeglad, den vil hellere opleve nye træer og nye lugte. Tænk over, at I har meget forskellige sanser.

Hunde ved ikke altid, hvad der er giftigt

Hundes maver er noget sartere end vores, selvom man måske nogle gange skulle tro det modsatte.

Hvis du fx spiste et tulipanblad, ville der ikke ske noget som helst. Højst ville du have en bitter smag i munden bagefter. En hund kan til gengæld ikke tåle særligt mange forårsblomster, herunder anemone, vintergæk, erantis og påskeliljer.

Desuden er det alment kendt, at løg er en meget dårlig ting for en hundemave. Det gælder fx i frikadeller, så du skal ikke servere familiens frikadeller til hunden, selvom den sikkert vil kaste sig over dem. Broccoli og vindruer er to andre eksempler på grøntsager og frugt, der ikke egner sig som snack til hunden.

Vi mennesker kan godt have en misforstået idé om, at hunde selv kan vurdere, hvad de ikke kan tåle. Selvfølgelig kan de lugte sig frem til meget og har en instinktiv fornemmelse af farer, men du skal stadig guide dem – og frem for alt undgå, at de indtager de planter, der står på listen herunder

Desuden skal du være opmærksom på, om hunden kunne risikere at indtage medicin, kølervæske og rotte-, snegle- samt insektgift. Andre mindre åbenlyse ting såsom chokolade, rengøringsmidler, kunstige sødemidler, rå fisk m.fl. kan også forgifte hunde.

Planter og blomster, din hund ikke kan tåle

  • Anemone
  • Erantis
  • Julestjerne
  • Liljekonval
  • Pinselilje
  • Primula
  • Påskelilje
  • Tulipan
  • Vintergæk
  • Cannabis
  • Fingerfilodendron
  • Guldregn
  • Dværgbærmispel
  • Kartoffelplante
  • Kastanje
  • Koralkirsebær
  • Kristorn
  • Liguster
  • Mistelten
  • Sigøjnerblad
  • Stormhat
  • Stueazalea
  • Thuja
  • Vedbend/efeu
This entry was posted on 1. januar 2017, in RØD alarm.

Allergivenlige racer

Mange mennesker har desværre allergi overfor hunde. Men der findes racer man godt kan have alligevel.

Måske er en af dine drømme at have hund. Men hvis du har allergi har du måske tænkt at det ikke kan lade sig gøre. Men det kan det.

Alle allergikere der har prøvet at være i nærheden af en hund eller en kat, er begyndt at nyse og måske slå ud. Det er enten hundes hår der gør det eller hudskæl. Men følgende racer er kendt for at de ikke fælder, og mange allergikere med pelsallergi kan derfor godt have dem som kæledyr.

1) Coton de tuléar, Racen har godt nok langt hår, men ingen underuld. Klik på navnet for at læse mere om den.

2) Curly coated retriever. Endnu en race uden underuld. Klik på navnet for at læse mere om den.

3) Chinese crested. Stort set hårløs hund. Klik på navnet for at læse mere

4) Xoloitzcuintle. Hårløs hund, kendt som allergivenlig. Klik på navnet for at læse mere om den.

5) Shih Tzu – skulle også være allergivenlig. Klik på racen for at læse mere

6) Bichon Havanais – Klik på navnet for at læse mere om racen.

7) Yorkshire terrier – også en af de racer som skulle være allergivenlige. Klik på navnet for at se mere

8) Lhasa apso – læs om den ved at klikke på navnet.

9) West highland white terrier – populær “allergi hund” klik på navnet for at læse mere.

10) Kerry blue terrier – klik på navnet om læs mere om den.

11) Schnauzer – baseret på erfaring også en god allergi hund. Klik på racenavnet og læs mere.

12) Puddel Den har hår som mennesker og sjældent hudskæl.

13) Bichon Frisé er også kendt som en allergivenlig hund

Der findes en håndfuld racer mere, du kan klikke her og finde de racer du gerne vil læse mere om.

Husk at det også afhænger af hvad du har allergi overfor. Det er altid godt at bruge noget tid sammen med den race du vil have, inden du køber en. Tal også med din læge om det.

Vi vil gerne understrege at det aldrig er videnskabeligt bevist at nogle hunde ikke skulle give allergi. Artiklen er kun lavet ud fra de erfaringer allergikere har dannet sig gennem årene.

Har du lyst til at læse mere om dyr og allergi. Se her

Held og lykke med at finde din drømmehund 🙂

Kilde: Gipote.dk 2011

Sådan viser du din hund ægte kærlighed

Artikel af Mette Nexmand for IDE NYT

Sådan viser du din hund kærlighed – på hundesprog

Mennesket og hunden har haft et fantastisk bånd i mindst 15.000 år. Alligevel kan det

være svært for hundeejere at vise ægte kærlighed til hunden – så det forstås.

Hunde bryder sig ikke om at kramme, men …

Mange hundeejere fik dårlig samvittighed, da det for nylig blev videnskabeligt bevist, at hunde ikke kan lide et knus.

Et knus?!  Vi mennesker er vant til at kramme dem, vi elsker, og pludselig kommer en gruppe forskere rendende og påstår, at hunde faktisk føler sig ilde tilpas i armene på os …

Når det så er sagt, er der masser af andre måder at vise hunde kærlighed og nærhed. De lever faktisk for din anerkendelse og opmærksomhed, flokdyr, som de er.

Det gælder blot om at lære det ‘sprog’, som hunde kan forstå, og måske bliver du faktisk overrasket, når du læser nogle af disse tricks fra dyreeksperter.

  1. Kig din hund i øjnene

Vi har ofte fået at vide, at man ikke må stirre en hund i øjnene. Det er også rigtigt i forhold til fremmede hunde – man laver ikke en stirre konkurrence med en fremmed vagthund.

Men du kan sagtens kigge din egen, elskede hund ind i øjnene, viser blandt andet undersøgelser fra en af USA’s dygtigste dyreadfærdsforskere, Dr. Brian Hare, der har skrevet bogen ‘The Genius of Dogs, Den intelligente hund.

“Direkte øjenkontakt bliver opfattet som en udfordring af en fremmed hund, men hvis du kigger din egen hund ind i øjnene, når I er alene i et afslappet øjeblik, vil det udløse beroligende stoffer i hundens hjerne,” fortæller hundeeksperten til iheartdogs.com.

  • Løft det venstre øjenbryn

En gruppe japanske forskere lavede i 2013 en række undersøgelser af hundes ansigtsudtryk, når de får øje på deres ejer.

Resultaterne viste fx, at hundene løfter venstre øjenbryn, når de ser et menneske, de hører til, hvorimod det højre ryger til vejrs i kontakten med fremmede.

Du kan altså signalere den samme form for loyalitet, genkendelse og accept ved at løfte dit venstre øjenbryn, når du skal hilse på din hund, fx efter en lang arbejdsdag.

Det vil ubevidst få den til at føle sig SET, og du fortæller den på et hemmeligt sprog, at I har noget vigtigt sammen.

  • Læn dig op af hunden

Hunde giver ikke kram, men de læner sig op ad deres foretrukne individer.

Du har garanteret oplevet mange gange, at din hund pludselig står og nusser op ad dig i køkkenet, når du er ved at lave mad, og du er nærmest ved at falde over den. Det samme sker igen og igen i sofaen, det ved alle hundeejere.

Så du har hermed grønt lys til at læne dig op ad din hund, dog i et omfang, hvor den ikke føler sig ‘sat på’.

  • Lad hunden sove hos dig

Dette er et spørgsmål, som deler vandene, men alle eksperter er dog enige om, at hunde har det bedst helt tæt på flokken, og det gælder også om natten. De kan også være lykkelige i deres kurv i gangen, men endnu lykkeligere ved siden af dig i sengen.

Det er dog helt op til den enkelte hundeejer at finde en balance, når det gælder hundens plads om natten.

  • Vær dig selv

Klicheen over dem alle, ‘vær dig selv’, gælder i høj grad i menneskers forhold til hunde. Dit kæledyr er bedre til at aflæse din adfærd og følelser, end mange mennesker er. Den bruger en stor del af sine iagttagelsesevner og intelligens på det.

Derfor kan du ikke foregive noget overfor dette dyr. Hvis du har lært hunden, at den tilhører dig, og du respekterer og holder af den, kan den sagtens leve med, at du har offdage og opfører dig forskelligt, som mennesker nu gør.

Det vil forvirre hunden, hvis du fx ‘spiller glad’, selvom du har en masse, der tynger. Den vil hellere ignoreres end behandles som en irriterende gæst.

Hvad spiser hunde juleaften?

Fortæl det med mad

Julen handler mere end noget andet om mad. Der er også noget med en tømrersøn fra Nazareth, men i de fleste hjem er det er ikke bønner og kirkebesøg, der fylder mest. Det er julemaden, vi bruger til at fejre vores traditioner og julens begivenheder med, og det er med julemaden, vi fortæller hinanden, at der er et helt særligt bånd imellem os. 

Fortæl det til dyrene

Hvad er det så lige, man gør, hvis man gerne vil fortælle det samme til sine kæledyr? Hvis man med julelækkerier vil gøre dem forståeligt, hvor meget man elsker dem?

For det første skal man være pinlig bevidst om, at det ikke det samme, der virker på dyr som mennesker. Slik, småkager og juleøl er bare no-go. For det andet er det forskelligt fra kæledyr til kæledyr.

Vi vil her dvæle lidt ved hunde. Hvad kan man give dem at spise, så de også føler, det er jul?

hund

Hunde skal ikke have for fed kost. Derfor er valget let mellem juleanden og flæskestegen. Flæskesteg er rimelig mager, når først man har skåret fedt og svær fra. Anden derimod syder simpelthen i sit eget fedt. Så her vinder flæskestegen klart. Hvis hunden skal have en bid af julekødet, så er det dog bedst at tilberede hundsestykket for sig, for der er en del frugt og grøntsager, som hunde ikke kan tåle.

Frugt og grøntsager til hunde

Mange hunde tømmer skålen, når der bliver stillet mad frem til dem. Det kan være lidt tricky juleaften, fordi der er en del af juleretterne, som indeholder særlige typer af frugt og grønt, som er giftige for hunde. Hunde er desuden dårligere end katte til at spise sig uden om de fødeemner, de ikke er trygge ved. Derfor bør du undgå mad, der kan indeholde:

  1. Løg og hvidløg – kan være giftige for hunde.
  2. Kirsebær –  Kirsebær uden sten kan hunde godt tåle, men kirsebærsten og -stængler indeholder cyanid.
  3. Druer og rosiner – kan give nyreskader hos nogle hunde.
  4. Nødder – visse typer af nøder (som valnødder) er giftige for hunde.

Laks til hunden

Hundediætist Kristina Johansen anbefaler faktisk laks som julemad til hunde. 

  • Med sit høje indhold af protein og Omega-3 fedtsyrer kan laks faktisk styrke hundens immunforsvar, beskytte mod allergi og give hunden en mere skinnende pels, fremhæver Kristina Johansen i et interview med Daily Express. 

Hun anbefaler dog kun laks på dåse eller tilberedt laks. Røget laks kan nemlig indeholde en parasit, som kan give hunde problemer.

Snack til hunde

Skal hundene også have en snack juleaften, så foreslår Kristina Johansen ganske simpelt: æbler.

  • Æblestykker kan udgøre et rigtigt godt og sundt alternativ til hundekiks.

Kernerne indeholder ganske vist cyanid, men piller man dem fra, så er hundenes julesnack i hus!

Er du stadigvæk i tvivl om, hvad du skal give dine kæledyr at spise juleaften, så giv dem det, som både dyr og mennesker allerbedst kan lide, og som passer så godt til julen: kærlighed…

Kilde Ide Nyt

This entry was posted on 23. december 2016, in RØD alarm.

Din hvalp skal ikke sættes på plads

Læs om den mere korrekte måde at opdrage din hvalp på

Aflivning af myter

Der findes rigtig mange myter om, hvordan hunde skal behandles. Nu skal de aflives én for én, for de skader hundenes helbred både fysisk og psykisk.
Adfærdsbehandler og dyreinstruktør Betina Sabinsky fra DogWise hjælper os gennem junglen af myter og afliver de værste og mest sejlivede.
Myterne bliver løbende samlet på dyrefondet.dk.

Din hvalp skal ikke sættes på plads

”Du skal irettesætte din hvalp, for det gør dens mor” og ”Hvalpen skal kende sin plads i flokken”. Den slags myter bliver en nybagt hvalpeejer som regel bombarderet med fra alle sider. Men glem alt, hvad du hører af den slags. Din hvalp skal ikke skældes ud eller sættes på plads. Det ødelægger dens selvtillid, og du risikerer, at hvalpen får problemer som voksen.

Af Betina Sabinsky, professionel adfærdsbehandler og dyreinstruktør, DogWise

Hvalpesæsonen er over os, og overalt, hvor vi går, møder vi den ene søde hvalp efter den anden. Er man hundeelsker, kan det tage rigtig lang tid at gå fra A til B.
For dig som ny hundeejer er det en stor omstilling i hverdagen, og du vil altid være i tvivl om, om du gør det helt rigtige. Der kan nemlig hurtigt komme skår i din forestilling om hvalpeidyllen, når den ikke vil tisse udenfor, men sætter sig på stuegulvet. Eller når de skarpe hvalpebid rammer dine hænder og fødder, når ulvetimen forvandler hvalpen til en vild, der farer rundt og vælter og ødelægger alt på sin vej, eller når den stjæler dine ting og bider sko og ungernes legetøj i stykker.

Alle har gode råd
Alle vegne vil du nu få råd om, hvordan du skal tackle hvalpen og de frustrerende situationer, som opstår i den søde hvalpetid. Der er en jungle af informationer på nettet, og der kommer velmenende råd fra venner, naboer og familie.
Desværre er mange af dem myter, som er årsag til, at hvalpens fundament krakelerer, og som slår alvorlige revner i hverdagens trygge rammer og dens ubetingede tillid til os.

Som hvalpeejer vil du helt sikkert høre følgende dårlige råd:
• Du skal irettesætte din hvalp, for det gør dens mor!
• Hvalpen skal kende sin plads i flokken.
• Din hvalp må ikke sove i sengen eller på sofaen.
• Din hvalp må ikke hilse på andre hunde, før den er færdigvaccineret.

Din hvalp skal ikke irettesættes
Myten om, at du skal irettesætte din hvalp, fordi det gør dens mor også, hører til på top-5-listen over de mest skadelige myter gennem tiderne.
Myten er gennemgribende ødelæggende for hvalpens følelsesmæssige fundamentale udvikling. Resultatet er lavt selvværd, mindre selvtillid og selvsikkerhed og mindre nysgerrighed, som ødelægger din hunds motivation og handlekraft.
Irettesættelser og skældud vil give din hund kognitive vanskeligheder, når det gælder problemløsning, koncentration, sociale evner og meget andet. Alt dette ved vi godt, når det gælder vores børn, og det ved hundemor også.

Brug ignorering og afledning
En sund hundemor vil aldrig irettesætte sine hvalpe. Hun vil hverken ruske dem i nakken, vende dem på ryggen, bide dem i øret eller gnide deres næser i tis, når uheldet er ude. En sund hundemor vælger altid ignorering og afledning.
Hvis vi vælger løsninger, der undertrykker eller skræmmer hvalpen, vil den få mange flere problemer senere i livet. Nogle af problemerne kan være det, vi kalder for ’skjulte’ problemer. Det kan godt være, at du ikke ser det som et problem, at din hund mangler selvtillid og er bange for at tage initiativer, men det går ud over din hunds livskvalitet og sundhed. Resultatet kan nemt blive adfærdsproblemer eller behandlingskrævende sygdomme.

Hvalpen er et nyt familiemedlem
Myten om, at hvalpen skal kende sin plads i flokken, findes i flere andre variationer, som for eksempel ”Hvalpen prøver at tage magten fra os”.
Den stammer fra en forældet tankegang, hvor fejlagtige observationer blev lavet af dyr i fangenskab for årtier siden. Dengang troede forskere på, at enhver flok har en leder, og at resten af flokken indordner sig i et hierarki. Myten har nu varet i mere end 50 år, men i dag er adfærdsforskerne enige om, at både ulve og vildtlevende hunde lever i familiestrukturer, som ligner vores til forveksling. Det vil sige en familie med forældre og børn i alle aldre.

Naturlige faser
Som hundeejere vil vi altid have en vigtig rolle for både hvalpen og den voksne hund. Vi har det overordnede ansvar, og både hvalpe og hunde ser os som rollemodeller.
Der er ingen grund til at skulle manifestere sin position gennem magt. Hvalpen kunne ikke drømme om at udfordre os som såkaldte ledere. Det er ikke det, der sker.
Hvalpe gennemgår mange af de samme psykiske faser, som børn gør. Det er faser, som styres af den hormonelle udvikling, og som er uden for viljens kontrol.

Hvalpen har brug for nærhed
Selvfølgelig må din hvalp da sove både i sengen og på sofaen.
Mange hvalpe tilbringer stadig den allerførste nat i deres nye hjem i bryggerset, køkkenet eller et andet sted i boligen væk fra soveværelset. Hvalpen har i otte uger sovet tæt sammen med sin mor og søskende og vil derfor føle sig ekstremt utryg ved at være helt alene og isoleret. Den vil pibe og hyle efter sin mor, og vi er nu ubevidst med til at igangsætte en separationsangst, som kan vise sig på et senere tidspunkt i dens udvikling.
Det er en myte, at du ikke må have din hund med ind i soveværelset, sengen eller sofaen. Hvis du ønsker at hygge dig med din hund i sofaen eller sove sammen med den i sengen, er det fuldstændig op til dig selv.
Ønsker du ikke at have din hvalp i soveværelset, kan du vælge at sove på en madras i stuen det første stykke tid. Senere kan hvalpen langsomt vænnes til at sove i sin egen kurv og senere alene.

En hvalp er en baby
Hvalpen har behov for at ligge tæt og høre dit hjerteslag. Ligesom små babyer bliver den beroliget og udskiller naturligt hormonstofferne oxytocin og vasopressin.
Hormonet oxytocin giver tryghed og velvære og knytter jeres fælles kærlige bånd, men påvirker også i høj grad din hvalps evner til større sociale motivationer, samt hvordan den tackler stress.
Vasopressin er et antidiuretisk hormon (ADH), der virker på nyrerne og nedsætter urinudskillelsen. Det vil sige, at du faktisk mindsker din hvalps behov for at gå på toilettet i løbet af natten, hvilket i sig selv betyder en længere og dybere søvn, som bevirker, at du faktisk får en mere velafbalanceret hvalp i hverdagen.

Lad hunden hilse
Myten om, at din hvalp ikke må hilse på andre hunde, før den er færdigvaccineret, er forhåbentlig ved at være manet i jorden. Ikke desto mindre dukker den stadigvæk op til overfladen.
Din hvalp må gerne hilse på andre hunde, selvom den ikke er færdigvaccineret. Hvalpen er beskyttet af sin mors antistoffer op til 12-ugersalderen.
Hvis hvalpen bliver isoleret fra andre hunde, vil den miste en meget vigtig del af sin socialiseringsperiode, og det vil højst sandsynligt give problemer for dig og din hund senere i livet.

Giv dig god tid
Måden, vi tænker på, er afgørende for, hvordan vi håndterer frustrationerne og konflikterne. Den løsningsmodel, vi vælger, er den, hunden lærer og tager med sig i andre sociale situationer.
Hvalpetiden er en helt igennem fantastisk tid, der desværre går alt for hurtigt. Det er en tid, hvor man skal tage sig god tid til hvalpen, og hvor den skal lære sit nye miljø at kende og få tryghed og tillid til sin nye familie og sine omgivelser.
Den må ikke jages igennem. Alt skal foregå roligt i hvalpens eget tempo. Hvalpen er lige så sensitiv som et lille barn – den sanser alt omkring sig og skal have tid til at fordøje sine indtryk. Sker der for mange ting, og er der meget uro i dit miljø, bliver hvalpen stresset, og det forøger dine daglige konflikter.
Giv dig god tid, når du har hvalp. Planlæg det nøje, og tag gerne et par uger fri til at tage det helt roligt sammen. Den rolige og kærlige tid, du bruger sammen med hvalpen, vil du nemlig nyde godt af i mange år fremover.

Renlighed
Fremskynd renlighedstræningen bedst muligt: Sørg altid for, at din hvalp kommer ud at tisse, når den har drukket, spist, leget eller sovet.

Stimulering
Giv din hvalp mental stimulering i hverdagen med søgeøvelser efter mad eller godbidder i græsset eller på gåturen, eller gem dem indenfor. Stimulering gennem lugtesansen øger blandt andet beroligende hormonstoffer og en sund tarmfunktion.

Fakta
Din hvalp skal sove 18-20 timer dagligt for at kunne udvikle sig til et mentalt og fysisk sundt individ.

En hvalp skal behandles på samme måde, som du ville behandle et barn. Det vil sige med stor tålmodighed og kærlighed. Undgå at skælde ud, og ignorér eller afled hvalpen, hvis den gør noget, den ikke må.

Hvalpe er opfindsomme, men skal ikke irettesættes, når de hugger noget, de ikke må bide i. Byt i stedet med noget, der er sjovere at lege med.

(hvalp i seng)
Hverken hvalpe eller hunde forsøger at tage magten i familien, og du kan også roligt lade hvalpen sove i sengen. Det giver den tryghed, som hvalpe i den grad har brug for – ligesom små børn.

Hvalp-bider
Hvalpens sylespidse tænder kan være noget af en prøvelse. Men lad være med at skælde ud. Hvis du piber, vil hvalpen hurtigt lære, at det gør ondt, og derfor slippe.

hvalp og hund
Lad endelig hvalpen møde andre hunde, også selvom den ikke er færdigvaccineret. Ellers risikerer du, at den ikke lærer at gebærde sig socialt.

denne artikel er bragt i Dyrefondets blad

Allergihunde – Fup eller fakta!

Kilde: Astma-Allergi Danmark

Myter om pelsdyr og allergi

Fup eller fakta? Her er nogle af de typiske spørgsmål, vi får i Rådgivningen, og som vi har fået tre eksperter til at forholde sig til.

Eksperterne er overlæge, dr.med. Peter Plaschke, professor, dr.med.sci. Ronald Dahl og overlæge, PhD. Kirsten Skamstrup Hansen.

Findes der allergi-sikre pelsdyr?

  • Nej, der findes desværre ikke allergi-sikre pelsdyr. Alle dyr med pels kan give allergi. Der har været talt og skrevet meget om for eksempel den såkaldt hårløse hund, men den er der også mange allergikere, som ikke kan tåle, for de hårløse hunde producerer både hudskæl, spyt, blod, urin og afføring, som kan give allergi. Hvis du er allergisk over for hund, er du normalt allergisk over for alle hunderacer. Det samme gælder for andre pelsdyr.

Man kan sagtens anskaffe sig en hund, selv om én i husstanden har katteallergi

  • Hvis du har allergi over for én slags pelsdyr, har du større risiko for at udvikle allergi over for andre dyr med pels.

Findes den allergivenlige hund?

  • Overordnet er svaret nej. Har personen allergi overfor hund, dvs. symptomer ved kontakt og positiv priktest og/eller specifik IgE (allergi-antistoffer påvist ved blodprøve), bør personen ikke anskaffe en hund. Alle nulevende hunderacer har de samme allergener (allergifremkaldende proteiner). Der kan være forskelle på, hvor meget hunde fælder og skæller og dermed, hvor meget allergifremkaldende materiale, der ender i møbler og på gulve. Men for en allergipatient betyder selv små mængder i omgivelserne, at immunsystemet alarmeres.
  • Der findes hunde, der kaldes og markedsføres som allergivenlige (hypo-allergene) hunde, men i verdens største og mest anerkendte database over publicerede lægevidenskabelige artikler er der ikke undersøgelser, der støtter påstanden om eksistensen af særligt allergivenlige hunde. I en amerikansk undersøgelse fra 2011 finder man ingen forskel i forekomsten af hundeallergenet i hjem med såkaldte allergivenlige hunde sammenlignet med hjem med “almindelige” hunde.’

Er der forskel på hunde?

  • Hanhunde er gennemsnitligt værre end hunhunde og graden af fedtethed i huden påvirker også mængden af allergener. Hårenes længde spiller derimod ingen rolle. Selv hunde af samme race kan afgive forskellige mængder af allergener. I en fransk undersøgelse fandt man mindre forekomst af allergener i huden hos Labrador sammenlignet med andre hunderacer såsom pudler og Yorkshire terriere. Det var dog hudprøver taget ved barbering og der var ikke målt allergenspredning i boligerne. Mængden af allergener i et hjem med hund påvirkes også af hundens adfærd og hjemmets indretning. En urolig hund på tæppegulve og i polstrede møbler giver flere allergener i hjemmemiljøet end en rolig hund i et hjem, der er let at gøre rent.

Kan jeg mon tåle hund, selv om jeg ikke tåler kat?

  • Har du via en priktest eller blodprøve testet positiv for kat, men ikke for hund, er der jo en chance for, at du kan tåle hund, men du risikerer også at udvikle allergi over for hund med tiden. Jo ældre du er, des mindre er din risiko dog. Er du testet positiv hundeallergi og har du haft symptomer ved kontakt med hunde, er der betydelig risiko for udvikling af større allergiproblemer.  Børn kan ikke selv vurdere en fremtidig risiko, så hvis der er børn med astma, som viser tegn på kæledyrsallergi, bør I ikke anskaffe pelsdyr. En del patienter vil gerne testes for pelsdyrsallergi før de evt. skaffer sig et dyr. En blank test er dog ingen garanti for, at allergien ikke udvikles senere.

Hvis bare man gør grundig rent, kan man sagtens være et sted, hvor der har været pelsdyr

  • Grundig rengøring er desværre ikke nok til at fjerne de allergener fra pelsdyr, som du reagerer på. Hver gang du gør rent, fjerner du godt nok flere og flere af de stoffer, der giver allergi, men nogle mennesker er så følsomme, at de kan få symptomer i flere år, efter at dyret er væk. Derfor kan det også for nogle være et problem at flytte ind i en bolig, hvor der tidligere har boet pelsdyr.

Jeg kan sagtens anskaffe mig et pelsdyr, selv om jeg har pollenallergi

  •  Når man har udviklet allergi overfor en eller flere ting, har man vist, at man har “talentet” for at udvikle allergi, og dermed har man en større risiko for at udvikle nye allergier. Du har dog allerstørst risiko for at udvikle allergi over for det, man er i dagligt kontakt med. Fx et pelset kæledyr.

At vokse op med pelsdyr kan forebygge, at man udvikler allergi

  • Både og. Hidtil har Sundhedsstyrelsen anbefalet, at allergidisponerede børn skulle undgå daglig kontakt med pelsdyr det første leveår for at forebygge allergi. Men nyere forskning har ikke kunnet underbygge disse anbefalinger, og derfor kan man nok forvente at anbefalingerne ændres. Men det er altså stadig ikke bevist, at man kan forebygge allergi ved at vokse op med dyr – det er fortsat kun en teori.

Hvad sker der, hvis jeg på trods af pelsdyrallergi anskaffer mig et pelsdyr?

  • Hvis du har udviklet én allergi, har du allerede vist, at du har tilbøjelighed til at få allergi, og derfor har du også større risiko for at udvikle en anden allergi. Det er vigtigt, at du gør dig klart, at hvis du vælger at få et pelsdyr på trods af allergi, så risikerer du at udvikle kronisk nedsat lungefunktion pga. den konstante høje allergipåvirkning fra pelsdyret.

Kan jeg vaccinere mig ud af min pelsdyrallergi?

  • Allergivaccination hjælper godt mod katte allergi og formodentligt også mod hundeallergi. Men hvad angår hund, er der ikke samme videnskabelige bevis for effekt. Behandlingen vurderes dog ikke så effektiv, at man kan anskaffe sig et pelsdyr, og man vil normalt ikke allergivaccinere, hvis der samtidigt er det aktuelle kæledyr i hjemmet. Med denne behandling bliver det dog ofte lettere fx at besøge venner med dyr.

Kan man forudsige mit barns risiko for at få pelsdyrallergi?

  • Der er meget vi endnu ikke ved om arveligheden af forskellige former for allergi, sværhedsgrad af symptomer etc. Alle undersøgelser omhandler grupper af patienter, dvs. den enkeltes allergihistorie kan ikke bruges til at forudsige andres risiko. Der vil være personer uden særlig risiko, der udvikler allergi, og omvendt vil der også være enkelte personer med mange risikofaktorer, som viser sig at kunne tåle et pelsdyr alligevel.

Selv om jeg har fundet ud af, at jeg har pelsdyrallergi, kan jeg sagtens beholde mit pelsdyr, hvis jeg bare tager min allergimedicin

  • Din allergimedicin er kun symptomdæmpende. Når du bliver ved at “møde” det du ikke kan tåle fx din hund, løber du en risiko for at dine allergisymptomer bliver værre. På længere sigt kan det betyde, at du bliver nødt til at tage mere eller flere slags. Du risikerer også, at dine symptomer udvikler sig til astmasymptomer som kræver astmamedicin.

En kælegris er allergisikker

  • Endnu er der ikke så mange, der har udviklet allergi over for kælegrise, men det kan skyldes, at der ikke er så mange, der holder dem som kæledyr. Erfaringsgrundlaget for at udtale sig er derfor lidt spinkelt, men i princippet kan man blive allergisk over for alt.